| Kjeld | Helle | Axel | Daniel | Mads | Jens | Dina | ||||||||||||||||
|
Hej. Jeg er født i Faaborg på Fyn, som eneste dreng i en søskendeflok på 4. Da jeg var 6 år gammel, flyttede vi til Grønland, hvor min far havde fået job som telegrafist i en lille flække ved navn Kap Tobin. Kap Tobin var en vejr- /radiostation, der ligger ca. 8 km. i fugleflugtslinie fra Scoresbysund, der er den største by på Grønlands Østkyst. Her boede vi i 7 år, indtil jeg skulle til at gå i 7. klasse. - Det var der ikke mulighed for på østkysten, og far blev derfor forflyttet til vestkysten, hvor der var flere muligheder. Vi kom til at bo i Julianehåb, en by med ca. 5000 indbyggere, noget af et spring fra de ca. 200 sjæle, der beboede Kap Tobin. I Julianehåb tog jeg Real-eksamen, og i 1975 flyttede jeg så fra familien til Danmark, hvor jeg skulle gå på gymnasiet. - Jeg kom til et kollegium i Grenå, hvor jeg tilbragte et lille år, hvorefter jeg droppede ud af gymnasiet, og flyttede til Fyn, hvor mine bedsteforældre havde en campingplads. De næste par år havde jeg en mængde forskellige jobs, bl.a. som arbejdsdreng på Ford, som landbrugsmedhjælper, på en radiatorfabrik, på en komfurfabrik osv... indtil jeg i 1979 kom ind som soldat i Odense. I 1982 mødte jeg Helle, som jeg senere blev gift med :-) - Vi flyttede til Sjælland, hvor jeg fik arbejde på et mindre landbrug, der hovedsaligt havde noget så usædvanligt som geder! - Der købte vi vores første hus, et gammelt hus uden indlagt vand og toilet. Så da brugte jeg mange timer til at renovere hus. Det var også der vi fik vores første sønner, Axel i 1984 og Daniel 2 år efter, i 1986. - Da vi begge kommer fra Fyn, blev hjemlængslen efterhånden stor, så i 1987 købte vi hus i Jordløse, endnu engang et ældre hus uden indlagt toilet. I 1989 blev Helle gravid med vores datter, Lisa, som desværre ikke overlevende fødslen. - Men kort efter blev vi igen forældre til en lille dreng - Mads. I 1994 overtog vi så Campingpladsen i Faaborg efter mine forældre, og flyttede hertil. Her blev vores sidste skud på stammen, Jens, så født i 1997. Da Regeringen i sin uendelige visdom besluttede at forbyde toldfrit salg på "spritruterne", hvoraf den ene, Geltinglinien, havde hjemsted i Faaborg, medførte det at det økonomiske grundlag for sejladsen til Tyskland smuldrede, og den ene efter den anden af ruterne lukkede. - Dette medførte igen et dramatisk fald i antallet af turister fra hele Europa, der jo nu ikke længere kom naturligt til Faaborg - og det har ført til, at vi i 2002 var nødsaget til at lukke vores lille campingplads. Pladsen er nu solgt til et Andelsbolig-kompleks, der er her i 2004 blevet påbegyndt bygningen af 4 bjælkehuse med i alt 24 senior-lejligheder. Jeg har arbejdet på Montana Møbler A/S i Haarby siden August 1999, hvor jeg er montør, dvs. at jeg monterer skuffer, låger, osv. i reolerne. |
||||||||||||||||||||||